Vejle Arrest: I en hård branche betyder et godt arbejdsmiljø alt

I en branche, der er udfordret på trivsel og bemanding, har Vejle Arrest det gode arbejdsmiljø i højsædet. Det har medført, at Vejle mærker langt mindre til udfordringerne. Et nyt tiltag i Folketinget kan måske hjælpe resten af kriminalforsorgen i samme retning.

Et skilt peger mod indgangen til Vejle Arrest, der har plads til 32 indsatte. Foto: Tobias Konrad Nielsen

Af Tobias Konrad Nielsen

Trivslen i kriminalforsorgen har i de seneste år været i fokus. I 2020 og 2021 blev iværksat en række akuttiltag, der skulle øge trivslen og lette presset på medarbejderne. Men hvor vigtigt er et godt arbejdsmiljø i kriminalforsorgen?

Spørger man Jørn Støvring, der er enhedschef i Vejle Arrest, er der ingen tvivl:

”Et godt arbejdsmiljø er alfa og omega.”

I Vejle Arrest er der stor fokus på, at alle medarbejderne trives. Enhedschefen mener, at ledelsen spiller en stor rolle i at skulle facilitere den gode kultur. Han er i tæt dialog med tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten for at sikre, at hele enheden er fælles om retningen.

”Vi kan ikke alene,” siger han, og forklarer, at det er vigtigt at alle er på samme bølgelængde.

For Jørn Støvring er det vigtigt, at alle tager ejerskab og sikrer, at der blandt andet bliver holdt en god tone, både over for hinanden og for de indsatte i arresten.

”Folk bliver ikke bedre mennesker af at blive behandlet dårligt.”

Godt arbejdsmiljø i et hårdt miljø

Selvom arresten har fokus på at holde en god tone, betyder det ikke, at tonen over for betjentene ikke kan være hård. Det forklarer Malene Madsen, der har arbejdet i Vejle Arrest siden 2006.

Hun mener, at de ansatte i arresten har en fælles forståelse, som de ikke nødvendigvis deler med andre.

”Det kan være et meget hårdt miljø, og det kan også påvirke én i privaten,” siger hun.

Hun uddyber, at man som ansat i arresten af og til bliver udsat for samfundets skyggeside. Medarbejderne er dog gode til at tale med hinanden. Både om de ting, der påvirker dem på arbejdspladsen, men også om de mere personlige ting.

Generelt mener Malene Madsen, at de ansatte har et godt sammenhold. De er gode til at støtte op om sociale arrangementer såsom bowlingture og deres årlige familiedag.

Vigtigt at holde det ved lige

Spørger man Malene Madsen, har den store fokus på trivsel været en stor succes.

Hendes indtryk er, at de ansatte er glade for at komme på arbejde.

Det har blandt andet ført til, at de ansatte i arresten tager langt færre sygedage end i andre arrester. Malene Madsen fortæller, at hun selv får helt dårlig samvittighed, hvis hun er nødt til at melde sig syg

Det betydet meget for hende, at hun kan vågne hver dag og være glad for at tage på arbejde. Sammenholdet og det gode arbejdsmiljø er afgørende for, at hun kan blive ved med at arbejde i Vejle Arrest. Hun er dog også klar over, at det ikke er alle steder, at arbejdsmiljøet er lige så godt som i Vejle.

”Var jeg ikke her, var jeg ikke i kriminalforsorgen.”

Jørn Støvring er opmærksom på, at det er vigtigt at fortsætte med at gøre en aktiv indsats, hvis man skal vedligeholde det gode arbejdsmiljø.

”Og at fortælle den gode historie, så andre kan lære fra den.”

Kriminalforsorgen er hårdt presset på bemandingen. Ifølge kriminalforsorgens egne tal er der flere, der forlader faget, end der bliver optaget på uddannelsen til fængselsbetjent. Det førte til, at der i efteråret 2022 blev igangsat en kriseindsats, der skulle få flere folk ind i erhvervet.

Tidligt tirsdag den 7. marts indgik et bredt flertal i Folketinget et forlig, der skal sikre omkring 200 millioner kr. til kriminalforsorgen. Pengene skal blandt andet gå til at lette arbejdsbyrden for de ansatte og til at forbedre arbejdsmiljøet.