Fra Rødkilde til Bruxelles: Emma skal bygge bro mellem ungdommen og EU

18-årige Emma Hvilsom Pedersen fra Vejle skal til Bruxelles for at dele danske unges holdninger til EU. Det gør hun sammen med elever fra otte forskellige gymnasier i Danmark i det nye projekt, Det Europæiske Ungdomsråd, som er søsat af organisationen Europabevægelsen.

Af Niels Storm Andersen, 30248@dmjx.dk

Det Europæiske Ungdomsråd med Emma Hvilsom Pedersen fra Vejle i midten i den lyserøde trøje. Foto: Europabevægelsen, Facebook.

Imellem afleveringer og gymnasiefester skal 18-årige Emma Hvilsom Pedersen nu arbejde sammen med andre gymnasieelever fra hele landet. Hun er en del af Det Europæiske Ungeråd, et projekt som er udarbejdet af Europabevægelsen.

Det Europæiske Ungeråd har til opgave at oplyse unge i Danmark om EU’s politik og deres indflydelse på Danmark, og de vil give unge et talerør til EU-politikerne. Det er et nyt projekt, og rådet skal agere som repræsentanter for de danske unges holdninger til EU.

”Danske unge er enormt EU-positive, men de mangler en mulighed for aktivt at bidrage til den politiske debat om EU. Vi vil gerne give dem en direkte vej til nogle politikere, som omvendt får til at opgave at lytte til de unges forslag,” siger landsformand i Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken, til Ritzau.

Emma Hvilsom Pedersen er en ud af to repræsentanter fra Rødkilde Gymnasium, og har været til ungerådets første møde tidligere på ugen. Mødet i København skulle definere rådets grundlag som brobyggere mellem de unge og politikkerne.

”Jeg tror, at der er mange, der ikke grundlæggende ved, hvad EU laver, og hvilken betydning det har for hvad, der sker i Danmark,” forklarer Emma Hvilsom Pedersen som en af hendes årsager til at blive en del af ungerådet.

Hun forklarer, at ungerådet gennem de næste måneder skal samle alle holdningerne fra rådsmedlemmernes gymnasieklasser og finde de mest væsentlige emner på tværs af klasserne. På den måde bliver de mange meninger komprimeret, så EU-politikkerne kan behandle dem.

I starten af maj kulminerer Det Europæiske Ungeråds indsats i en tur til Bruxelles. Der skal Emma Hvilsom Pedersen og hendes medambassadører præsentere de sammenkogte holdninger og meninger fra de forskellige gymnasier for EU-politikkerne. Holdninger, som stammer fra hele Danmarks ungdom:

”Vi er meget forskellige i rådet. Vi repræsenterer jo alle landsdele i Danmark.”

På trods af det spændende politiske arbejde i ungerådet, indrømmer Emma Hvilsom Pedersen at hun nok ikke ser sig selv på Christiansborg eller i Bruxelles.