Omdiskuterede venstresvingsforbud gøres permanente

I aftes vedtog byrådet, at de nye trafiktiltag i stadionområdet skal gøres permanente. Tiltagene involverer venstresvingsforbud ved Horsensvej, der skal gøre krydsene mere sikre. De skaber dog problemer for beboerne i området, som ikke føler sig hørt.  

Af Jakob Emil Kristensen, tlf. 29170182, mail: 30255@dmjx.dk

Ved de røde cirkler er der indført venstresvingsforbud. Blandt andet for at øge sikkerheden. Foto: Krak

I aftes besluttede byrådet, at venstresvingsforbuddene i stadionområdet skal gøres permanente efter en fire måneder lang prøveperiode.

Det betyder, at beboerne i den inderste del af Nørremarken skal vænne sig til permanent at have en længere og mere bøvlet køretur ned i byen, da de ikke kan køre direkte ud på Horsensvej gennem Roms Hule eller Stadion Allé.

Ifølge Alex Vejby Nielsen (A), der er næstformand for Teknisk Udvalg, skyldes beslutningen først og fremmest, at prøveperioden har bekræftet byrådet i, at det kan skabe en bedre afvikling af trafikken på Horsensvej og bedre sikkerhedsforhold i krydsene. 

”Der kan simpelthen komme flere biler igennem nede i bunden af Horsensvej i myldretrafikken. Derudover bliver det også mere sikkert, hvis man ikke har denne her mulighed for at køre ud fra Roms Hule og ned af Horsensvej,” fortæller Alex Vejby Nielsen. 

Han anerkender dog at tiltagene kan være til gene for beboerne i den inderste del af Nørremarken.

Længere rejsetider

En af dem, der skal tage en omvej i dagligdagen, er 54-årige John Åge Terp. Han kører ofte turen ned i byen, blandt andet i forbindelse med sit arbejde som servicemontør.

”Jeg sørger for at antennerne kører i Vejle. Nu skal jeg hele tiden ned igennem skoven, hvis jeg skal lave noget nede i byen. Man skal hele tiden tænke: ’Når nej, der kan jeg ikke køre igennem, så jeg skal bruge en af de andre veje,’” fortæller han.

En af kommunens begrundelser for at gøre tiltagene permanente er den nedsatte risiko for uheld i krydsene. John Åge Terp kan dog ikke nikke genkende til, at krydsene skulle være mere farlige end andre. Han fortæller, at der er lyskryds tæt på, og at der derfor ofte er ophold i trafikken. 

”Det kan godt være, der er nogen, der har oplevet at krydsene er farlige, men det har jeg ikke. Og jeg har boet her siden 2001 og kørt ned ad den vej hver dag.”

Borgerne føler sig ikke hørt

Tilbage i 2020 blev der på Vejle Stadion afholdt et borgermøde, hvor forslaget for første gang blev præsenteret. John Åge Terp var selv til stede til mødet. Han oplevede det som en god oplevelse, men føler dog ikke at kommunen har kommunikeret ordentligt med borgerne efterfølgende. 

”Vi blev hørt en gang, og så hørte vi ikke noget igen,” fortæller han. 

Han bakkes op af Palle Thomsen, der ejer Palles Bageri på Roms Hule. Ifølge Palle Thomsen var der allerede dengang stor utilfredshed med forslaget, og der blev forslået flere alternativer på mødet. Han mener dog ikke, at kommunen har taget forslagene til sig.

”De har ikke været særligt lydhøre overfor borgerne. Jeg har heller ikke hørt fra nogen af dem overhovedet, slet ikke,” fortæller Palle Thomsen.  

Til trods for at borgerne ikke føler sig hørt, fortæller Alex Vejby Nielsen, at borgernes forslag er blevet behandlet i byrådet. Han fortæller, at de ser de valgte tiltag, som den eneste mulighed.