RessourceCenteret efter én uge: ”Allerede 200 millioner kr. værd”

Det nye ressourcecenter, som skal erstatte den gamle genbrugsplads, har kun en uge på bagen, men er allerede en kæmpe succes, hvis man spørger medarbejderne. De håber på at ændre vejlensernes adfærd og inspirere andre kommuner.

Af: Laura Søndergaard.
Tlf: 20188342. Mail: 30296@dmjx.dk

RessourceCenteret, RCV, på Voervej 12 åbnede for godt en uge siden, og det er tid til at gøre status. RCV, som er det nye bæredygtige genbrugscenter, havde åbningsdag den 26. februar; en stor festdag, hvor de 2000 fremmødte kunne opleve borgmesteren holde tale, musik, madboder, kemishow og rundvisninger. Målet med det nye center er at øge bæredygtigheden og genanvendelsen i kommunen gennem en adfærdsændring.

I Vejle er det fortid at køre en tur på lossepladsen og kyle sine sager i en stor container. I stedet kan man nu tage en tur forbi RCV, hvor affaldet i stedet skal ses som ressourcer, så der kan blive gjort op med brug-og-smid-væk-kulturen.

RCV skal gøre Vejle til en grønnere kommune. Foto: Laura Søndergaard

Tømte alle reoler på få timer

Når man spørger Ulla Jørgensen, som arbejder hos RCV, om, hvordan åbningen er gået, er svaret klart: det er gået forrygende godt. Første stop på genbrugsruten med forskellige genbrugsstationer ved RCV er genbrugsbutikken, som på åbningsdagen var helt proppet med ting og sager. Reolerne var spækket med varer på alle hylder, og det tog ikke mange timer, før det hele blev tømt. I løbet af den sidste uge er hylderne igen blevet fyldt op – og tømt – af byens borgere, som helt gratis kan tage, hvad de kan bruge.

”Der er stort set altid nogen herinde,” fortæller Ulla Jørgensen, og siger, at det både er unge og gamle, der kommer og henter genbrugsguld.

200 millioner kr. værd

Etableringen af RCV har kostet 200 millioner kr. Men hvordan vurderer man så, om det er de mange penge værd?

”Det tror jeg allerede, at det er. Bare det, at det har været en god åbning, og at der har været så mange positive tilbagemeldelser, gør, at jeg vil sige, at pengene er givet godt ud, og at det allerede er en succes,” fortæller Ulla Jørgensen stolt. Hun håber, at der er mange, der kopierer konceptet i andre kommuner.                                     

For Ulla Jørgensen, som står for genbrugsbutikken, er åbningen gået over al forventning. Foto: Laura Søndergaard

Harmløs hamstring

Selvom der helst skal være til alle, og at genbrugsbutikken allerede har oplevet hamstrende folk fylde varer i store sække, så er det vigtigste, at tingene kommer ud i cirkulation igen. Genbrugsbutikkens reoler er fyldt med ting, som ellers ville have været kasseret, så når folk tager det med hjem, får det et formål, og det er fint – uanset hvor meget, man tager med sig, siger Ulla Jørgensen.

Selvom man nu skal en tur til Vejle Nord for at komme af med aflagte ting, har den nye lokation, ifølge Ulla Jørgensen, ikke gjort stor forskel for vejlenserne: ”For nogen er det jo blevet en længere tur, men for andre er det en kortere”.

Bæredygtige borgere

En rapport fra 2022, som Vejle Kommune står bag, viser, at 3 ud af 5 af kommunens borgere i høj grad eller meget høj grad er bekymret for klimaforandringerne.

RCV har været mange år undervejs og skal gøre det nemmere at være bæredygtig – både for erhvervslivet og private.

Centeret har planer om forskellige slags events, som skal tiltrække folk, og som skal gøre dem opmærksomme på bæredygtighed og stedets forskellige muligheder.