Gågaden i Vejle præges af ophørsudsalg og butikslukninger

Erhvervslivet i Vejle oplever flere lukninger i gågaden. I februar måned har byen bl.a. sagt farvel til seks butikker. Det kunne Vejle Amts Folkeblad fortælle i sidste uge. Sammen med resten af Region Syddanmark følger Vejle en udvikling, hvor flere virksomheder går konkurs, og fuldtidsstillinger forsvinder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Man skal ikke gå langt ned af gågaden, før man støder på de første ‘TIL LEJE’-skilte

Af Thilde Ovens

På landsplan står Region Syddanmark for størstedelen af de samlede tabte job i februar 2023. Det afslører tal fra Danmarks Statistik. En hidtidig rekord på 450 tabte fuldtidsstillinger sætter regionen på en førsteplads sammenlignet med landets øvrige regioner. Region Hovedstaden kommer ind på en andenplads med 346 tabte fuldtidsjob.

Du kan finde tallene her.

Også Vejle synes at følge udviklingen. En kort gåtur ned ad gågaden vidner om butikslukninger. I flere vinduer hænger ‘TIL LEJE’-skilte og afslører tomme lokaler.

En af dem, der er tvunget til at lukke, er indehaveren bag indretningsbutikken Thomsons på Søndergade, Tine Juhl Thomsen. Hun peger selv på, at corona- og forbrugerkrisen er grund til, at hun må lukke butikken i gågaden. I stedet har man valgt at rykke alt salg online og satse på nethandel.

Et stenkast fra Thomsons ligger tøjbutikken Heiny Boutique. Også her har man valgt at lukke og slukke.

Heiny Boutique har ligget på gågaden siden 2019.

En blanding af uenigheder med udlejer og en stigende husleje er grundene bag lukningen, fortæller Heidi Nymark Jespersen.

Det er stadig uvist, hvornår Heiny Boutique lukker som fysisk butik, men Heidi Nymark Jespersen gætter på, at det bliver en gang til sommer, inden lejekontrakten udløber d. 31. juli. Hun ved endnu ikke, hvad der skal ske med brandet efter lukningen.

“Måske jeg skal bruge noget mere energi på onlinehandel,” fortæller Heidi.

Heiny Boutique og Thomsons er begge mindre virksomheder, og lukningerne fører til tabet af endnu flere arbejdspladser i kommunen. Men selvom der forsvinder arbejdspladser i Vejle, har kommunen ifølge Danmarks Statistik stadig en lavere ledighed end landsgennemsnittet. I januar 2023 lå ledigheden i Vejle på 2,6 procent.