E-bøger erstatter biblioteksbøger, men ikke biblioteket

I fremtiden skal Vejle Bibliotek både dække behovet for digitalisering og bevare det menneskelige, mener Vejle Biblioteks udviklingsleder. Flere og flere låner deres bøger på nettet i stedet for på biblioteket, men bibliotekerne lokker folk til med andre tilbud og muligheden for fysisk nærvær.

En almindelig onsdag eftermiddag er biblioteket flittigt besøgt. Foto: Tobias Konrad Nielsen

Af Tobias Konrad Nielsen, 30321@dmjx.dk, tlf. 42 32 55 14

Folk låner færre bøger på bibliotekerne end tidligere. Det gælder også i Vejle, hvor antallet af udlån af bøger er faldet. Folk kommer dog ikke mindre ofte på biblioteket end tidligere.

Fra 2009 til 2019 faldt antallet af udlån i Vejle med næsten 450.000, hvilket svarer til næsten 40 procent.

Spørger man Michael Skjærris, der er leder på udviklingsområdet hos Vejle Bibliotek, er det en udvikling, bibliotekerne er opmærksom på. Han mener også, at de har været gode til at tilpasse sig.

”Vi har jo et tilsvarende moderne tilbud,” siger han, og forklarer, at biblioteket har gjort meget ud af at udvide deres e-bogsudvalg, blandt andet gennem e-reolen.

Der har nemlig over de seneste år været en tendens til, at folk fik dækket deres behov for bøger andre steder end gennem de fysiske bogreoler. Antallet af udlån af e-bøger og lydbøger i Vejle er mere end firedoblet siden 2013.

Selvom folk i langt mindre grad får deres bøger fra det fysiske bibliotek, var der i samme periode ikke rigtig nogen ændring i antallet af folk, der besøgte bygningerne.

Ifølge Michael Skjærris er der en simpel årsag:

I et af bibliotekets rum sidder nogen og læser, imens andre har stillet klart til skak. Foto: Tobias Konrad Nielsen

”Der er andre tilbud på biblioteket end bøgerne,” siger han. ”Og en lav tærskel for at komme ind.”

Han mener, at bibliotekernes store styrke er det rum, de tilbyder – med alt fra møderum og læsepladser til legestuer og aftenarrangementer. Dørene på biblioteket står næsten altid åbne for, at alle kan komme der.

”Det er også et sted, hvor man kommer og møder nye mennesker, hvor man kommer og arbejder, og et sted, hvor familien kommer.

For ham er det en balancegang for bibliotekerne. De skal både tilgodese behovet for flere og nemmere digitale løsninger samtidig med, at man fortsat holder fast i det fysiske og det menneskelige – og begge ting på én gang.

I fremtiden kommer biblioteket dog ikke til at have helt lige så mange penge til at dække behovene som tidligere. Vejle Byråd besluttede i november 2022, at 500.000 kr. af kommunens totale besparelser på kulturområdet på 2,8 millioner kr. skulle findes hos Vejle Bibliotek.